OCC Klubmester 2017 – Henrik Kirk

Det årlige OCC Klubmesterskab blev vundet af H-40 licensrytter Henrik Kirk, som fik skovlen under de to seneste års vinder, Henrik Buhl, med 2014 vinder Simon Guldbæk på 3. pladsen.

Klubmesterskabet afholdtes lørdag 7. oktober på en teknisk rundstrækning i Forskerparken i Hørsholm med start på Agern Alle nummer 5. Vi fik lidt regn kort inden start, men ingen regn fra start ved 9-tiden og til slut ved 11-tiden, efter 41 omgange, eller ca. 64 km.

Allervigtigst er de fremmødte hjælpere, som alle skal have en stor tak for at medvirke til at rytterne fik et sikkert løb; uden trafik hjælpere, assistance ved start/mål og førerbil, kan vi ikke sikkert køre mesterskab, så en stor tak klubben. Jes sørgede for kyndig instruktion af trafik officials, Frank sørgede for førerbil og Morten sørgede for indskrivning og målfoto.

Vi afviklede 6 løb. Først U11, så U13, U15, Motion, Licens og slutteligt Klubmesterskabet.

De helt unge U11 ryttere lagde fra land som lyn og torden og gjorde løbet hårdt fra start, U11 vinder blev Noah Andersen, med Valdemar Oldenborg på andenpladsen.

U13 lagde ligeledes presset højt fra start og vinder blev Victor Vad med Oskar Hertz på andenpladsen. Victor kom i stærk form med en sejr og en andenplads fra Bov og Tønder i sidste weekend. Victor blev udnævnt som Årets Ungdomsrytter af B/U træner Michael Hansen, fordi han er en god kammerat, ihærdig i sin træning og prøver at undgå at spise for meget slik, og ikke mindst fordi han vinder cykelløb.

U15 havde 5 startende ryttere og efter et par omgange stak Nis Fuglsang fra resten af gruppen, som i forfølgelsen blev splittet. Nis holdt til mål og vinder U15 med William Gudmann og Erik Christoffersen på anden- og tredjepladserne. På de efterfølgende pladser kom William Lowth og Baiyu Fu, som begge holdt høj fart helt til mål, så Motionsfeltet fik varmet stængerne godt op, og overtrækstøj og veste røg af inden deres start.

Motionsfeltet havde 10 ryttere til start, fra 9-hold og 9:15 holdet, inklusive et par stærke dameryttere. Efter et par omgange stak Stig Hartkopf fra feltet, men som ene mand i front er det svært og han blev hentet ind igen. Stig prøvede engang mere, men blev også hentet ind igen og så var der ikke mere og han måtte tage til takke med placering i bunden af klassementet. Men Stig sørgede for seværdigt cykelløb og hatten af for at tage en chance, bliv ved med det.

Senere tog Kim Danielsen chancen med Martin Kert, men de blev også hentet af feltet.

Der var et enkelt styrt, idet Martin Kert ryger i asfalten, men heldigvis kun med overfladiske skrammer og Martin indgår i løbet på næste runde, helt i tråd med løbsregulativet.

Opløbet blev hårdt i en gruppe på en fem-seks ryttere, hvor Tom Lange vinder med adskillige cykellængder foran Brian Kristoffersen, med Henrik Eriksen på tredjepladsen, som får sig presset foran Marie-Louise Hertz, som derved vinder dameklassen foran Katja-Lill Jensen. Martin Kert vinder 9:15 holdet foran Stig Hartkopf.

Licensklassen havde 11 ryttere til start, med ryttere fra næsten alle klasser. U17, Junior, D, C, B og A, samt H40 og H50. Tre tidligere klubmestre var til start, Henrik Buhl (2016/2015), Simon Guldbæk (2014) og August Ahlmann Andersen (2013), mens 2012 vinder Timothy Berthol Hansen var flagpost. Licensholdet var godt varme, idet de ved deres start havde 14 km opvarmning i benene, så der blev lagt et hårdt pres fra starten, og det var tydeligt at tidligere års vinder og spurtstærke Henrik Buhl skulle presses maksimalt af temporytterne. En gruppe på fem stærke ryttere får revet sig løs og holder til mål, hvor spurten vindes af Henrik Buhl foran Henrik Kirk med Simon Guldbæk på tredjepladen. Andreas Laursen og Kasper Thomsen kører over som fire og fem.

Til sidste start var der 20 ryttere bag startstregen, en skønsom blanding af licensryttere, motions- og ungdomsryttere, som alle havde ambition om at tage pokalen med hjem. Licensrytterne lagde pres på fra start og der blev angrebet i højre og venstre og især Simon Guldbæk var stræbsom i at få lagt pres på licensvinder Henrik Buhl, men også Henrik Kirk og Kasper Thomsen var med til at presse Henrik Buhl og resten af feltet.

En syv-mands gruppe kommer væk med Kasper Thomsen, Henrik Kirk, Henrik Buhl, Christian Oldenburg, Andreas Laursen, Simon Guldbæk og Philip Mikkelsen, som desværre bliver sat fra gruppen, antageligvis grundet gear-begrænsning i U17 klassen. De resterende seks holder til mål, og lidt for meget taktik inden opløbet mellem Simon og Henrik Buhl giver Henrik Kirk de fornødne meter til at han lige netop holder en ærgerlig Henrik Buhl bag sig i spurten, med Simon Guldbæk på tredjepladsen foran Christian Oldenborg. Motionsrytterne Henrik Eriksen, Finn og Tormod lukker leddet sammen med en forbilledlig opvisning af U13 rytter Oskar Hertz, som sad flot med på alle runder.

Alt i alt et rigtig godt løb af alle ryttere!

Jens Berthol Hansen

PS: Se flere billeder her: https://www.facebook.com/jensbertholhansen/media_set?set=a.10213473680143734.1073741912.1452761172&type=3

2017-10-08T10:00:12+00:00